Børglum Kloster

Kom i julestemning på Børglum Kloster

Onsdag d. 24/11 og torsdag d. 25/11 blev Aktive Kvinder Silkeborgs juletur afviklet. Det blev til 4 busser, to hver dag, i alt deltog 178 aktive kvinder.

Turen gik i år til Børglum Kloster i Nordjylland nogle få kilometer fra Løkken. Børglum Kloster er opført fra 1035 til 1220 af Augustinermunke. Og var munkekloster til reformationen i 1536, hvor det overgik til krongods og blev bestyret af kongeligt udpegede lensmænd indtil det i 1669 overgik i privat eje.

Klostret er berømt for at huse en tro kopi af det historiske og storslåede Bayeux-tapet. Det tog 9 brodøser 15 år at få det broderet.

Siden 1835 har klostret været i slægten Rottbølls eje. I dag ejes klostret af Hans og Anne Rottbøll. Hans var bare 23 år da han i 1984 overtog Børglum Kloster, og to år efter  blev han gift med Anne Fuglede Jørgensen. Parret driver godsets 437 hektar jord som almindeligt landbrug med hovedvægten lagt på planteavl. 

Vi blev modtaget af godsejerinden på klostret Anne Rottbøll, som gav os et indblik i historien. Klostret var blevet åbnet kun for os, og det var rigtigt dejligt, der var god plads til os alle steder. Der var flot pyntet op til jul i alle rummene, det havde taget 3 uger at pynte overalt. Fruen klarer det hele selv, med hjælp fra 2 af døtrene og en enkelt dame til medhjælp. Fortalte at i Kongesalen blev gulvet gjort i stand en gang om året. Hun udførte selv alt arbejdet, først blev gulvet slebet, dernæst vasket af med sæbe, derefter med rent vand og til sidst blev det håndlakeret med skibslak, det tog en hel uge, og det færdige resultat var fantastisk flot, det skinnede som marmor.

Vi fik en dejlig frokost, vi var delt i to grupper, den ene spist nedenunder og den anden spiste ovenpå i det rum hvor Bayeux-tapetet var.

Vi fik fortalt hele historien som var afbildet på tæppet, fantastisk spændende dramatisk historie, som der blev sagt, det var datidens tegneserie.

Efter frokosten blev vi guidet rundt af fruen selv. Vi startede med kirken, som kun blev brugt om sommeren, da der ikke var varme indlagt. En meget spændende kirke.

Derefter var vi på rundvisning på selve klostret, som også er familiens private bolig. Alle rum var flot pyntede, og der var en dejlig varm atmosfære overalt.

Der var juleboder, men de var kun åbne i weekenden, men nogle havde hørt, at der skulle komme nogle busser fyldt med kvinder, så nogle af dem, der havde boder indendørs, var mødt op og havde åbnet deres boder for os.

Det blev til to rigtig gode dage, med masser af oplevelser.

Ref.: Elisa Bjerg Jensen

Info ved ankomst.

Vi får historien på tæppet.

Udsnit af tæppet.

Frokost i Vognporten

Frokost ovenpå.

Frokostanretning.

Kirken

Orgel og krybbelandsby

Krybbelandsby i kirken

"Nisse reol"

"Juletrappe"

"Bedste"

Juletræ i Kongesalen