Torsdag d. 18. aug. + Tirsdag d. 23. aug. - Kl. 8.00 - Bus fra Jysk Arena Hallen Ansvej
Referat fra turen Marsk Tower 23.august 2022.
Endnu engang havde vi en dejlig tur med Aktive Kvinder Silkeborg. Denne gang til Sønderjylland. Nærmere beskrevet Marsk Tower og Ribe. Vi skulle se det imponerende kunstværk Marsk Tower, designet af arkitekter fra den verdensberømte danske tegnestue Bjarke Ingels Group.
Tårnet består af en unik konstruktion, hvor designet tager udgangspunkt i naturens snoede struktur og menneskets DNA-streng. Vi fik et nyt perspektiv på den smukke marsk gennem enestående dansk arkitektur. I 25 m højde over jorden lader Marsk Tower dig opleve en 360 grader udsigt over den smukke marsk. Desværre var liften i stykker, så alle måtte tage den på gåben op til toppen. Det lykkedes for alle, selv de 2 gangbesværede nåede toppen. Ret imponerende. Bagefter kunne vi beundre de andre bygninger omkring tårnet. Og slutteligt nyde en lækker frokost i deres restaurant.
Så gik turen mod Ribe. Danmarks ældste by. Byen har været meget rig. Især på grund af den gode marsk jord. Men på et tidspunkt valgte man at bygge en havn i Esbjerg, som så overtog alt handel. Dette gjorde at Ribe blev en fattig by. Pesten gjorde også at mange døde.
Vi blev delt i 2 hold og fik derefter en guidet tur rundt i den smukke by, med start ved Domkirken. Da kirken i 860’erne blev bygget lå den på en top. Efterfølgende har man fyldt lag på lag af skidt og møg, så byen nu ligger i samme højde. Man kan ikke undgå at blive imponeret af de smukke gamle huse og de brostensbelagte gader. Og kikke på de pudsige gadenavne. Murværkerne var ikke altid lige kønne, derfor beklædte man dem med blomster. I gamle dage var der meget hekseri, så man kan se kors på vinduesrammer og graveret i brostenene. Man brændte heksene på bålet, hvis de var dømt skyldige. Nogle gange fik de påsat krudt, så det gik hurtigere med at dø. De finere klasse blev halshugget i stedet.
Vi var også omkring Sankt Katharina Kirke og Kloster, opført af Dominikanerordenen. Bygningerne står stadigvæk, men klostervæsenet ophørte ved reformationen i 1536. Det er en af Danmarks mest komplette klosterbyggerier. Den har været brændt nogle gange, men hver gang genopbygget. Så begyndte den at synke i den ene side, så man valgte at bolte den fast og bygge under den, så den blev rettet op. Og den står stadig lige den dag i dag.
Efter en god rundvisning, nød vi kaffe og æblekage på Café Brorsonsminde. Og så gik turen hjem mod Silkeborg igen.
Ref. Hanne Sandager