Julemarked i Kiel

Julemarked i Kiel torsdag d. 1. december.

Så var vi på juletur til Kiel. Turen startede fra P-pladsen Ansvej kl. 7:30 om morgenen med 46 forventningsfulde gæster. Efter at have samlet Marianne op i Vejle kørte vi en 1 times tid, hvor vi gjorde ophold på en rasteplads.

Grundet vejret, valgte vi at dele kaffe og rundstykker ud i bussen. Det var alle vist godt tilfredse med.

Derefter kørte vi mod grænsen, hvor vi holdt pause ved en af kioskerne, så alle havde mulighed for, at handle julegodter med hjem.

Så gik turen mod Kiel. Jan, vores chauffør fortalte lidt om området undervejs. Vi landede i Kiel ved middags tid og satte kursen mod Gaststätte Ratskeller, et rigtig hyggeligt spisested. God stemning og en tjener der mindede lidt om en komiker. Vi fik en lækker menu bestående af, wienerschnitzel med brasede kartofler og champignon sovs. Til dessert fik vi is med kirsebærsauce.

Godt mætte gik vi derfra og videre på egen hånd i de næste 3 timer.

Den halvstore by, Kiel, er en af de byer, der er bedst ”klædt” op til jul og hvor hele byen nærmest er i julestemning. I Kiel er det ikke kun et sted, der er julemarked – det er fordelt over 4 forskellige halv store markeder. Markederne er lavet med deres eget særpræg, så de ikke er ens. Selvom markederne er fordelt ud over Kiel, er de stadig i gåafstand til hinanden. Der er måske 1-200 meter mellem hver af dem.

Der handles alt lige fra mad til lokalt håndværk. Der er pyntet op med figurer, træer, julelys m.m. Og så kan man nyde deres berømte Glühwein.

Kl.17.30 var der igen afgang fra Kiel mod Danmark. Alle var lidt trætte og godt fyldt op med oplevelser.

Vi var vel hjemme i Silkeborg kl. 21.

Ref: Hanne Sandager 

Sekretær